Biga interior

Pressemeddelelse: December 2011

Nyt strategisk samarbejde mellem
BIGA interiør A/S og Søstrøm Interiør A/S

 

Med det nye strategiske samarbejde vil de to virksomheder i henholdsvis Bjerringbro og Randers tilbyde den danske inventarbranche fælles leverancer inden for træ og metal.

 

Fremover vil virksomheder i inventarbranchen have en hurtigere, mere smidig og direkte vej til leverancer af høj kvalitet inden for både træ og metal. Det er et af hovedformålene med et nyt strategisk samarbejde, der med virkning pr. 1. december 2011 er indgået mellem to danske underleverandør-virksomheder til inventarbranchen: BIGA interiør A/S i Hjorthede ved Bjerringbro og Søstrøm Interiør A/S i Randers.


BIGA interiør A/S er mest kendt som køkken- og badproducent, men har nu også en betydelig produktion af underleverancer til inventarmarkedet. Søstrøm Interiør A/S, der er en hastigt voksende underleverandør inden for tyndplade-bearbejdning, har gennem flere år haft opgaver til inventarbranchen som et fokusområde.


Hidtil har de to virksomheder henvendt sig til inventarmarkedet hver for sig. Med indgåelsen af det nye strategiske samarbejde vil de fremover tilbyde deres kunder fælles løsninger og ligeledes arbejde tæt sammen med hensyn til salg og profilering over for inventarbranchen.

 

Vi kan påtage os hele opgaven
- Vi tilbyder ikke alene vores egne specialer inden for henholdsvis træ og metal, men samarbejder også med bl.a. plastleverandører samt leverandører af f.eks. el, belysning, køleprodukter m.v. Det vil sige, at kunden ved at henvende sig til enten BIGA eller Søstrøm kan få én fælles indgang til alle former for underleverancer. Vi kan påtage os hele opgaven, forklarer adm. direktør Christian G. Jensen, BIGA interiør A/S,  og adm. direktør Brian Søstrøm, Søstrøm Interiør A/S.

 

Effektivt, fleksibelt og hurtigt
- Ud over selve produktionen kan vi også varetage både projektering, design og den afsluttende montage, altsammen udført af erfarne fagfolk. Som to mindre og meget fleksible virksomheder, der begge har et moderne og effektivt produktionsapparat, er vi vant til at træffe hurtige beslutninger. Her er korte og direkte kommandoveje, som giver os en fleksibilitet, en parathed og en nærhed til vores kunder, som vi ønsker, at endnu flere kunder skal opleve, siger Christian G. Jensen.


- Vores nye strategiske samarbejde er endnu et skridt i retning af løsninger for inventarbranchen. De kunder, som vælger at samarbejde med os, behøver ikke længere selv at søge efter forskellige underleverandører. De kan nøjes med én kontakt til os, hvorefter vi står vi for resten, så de selv får mere tid til at koncentrere sig om andre opgaver, siger Brian Søstrøm.

 

FAKTA:

Søstrøm Interiør A/S: Hastigt voksende underleverandør-virksomhed inden for tyndplade-bearbejdning. Kunder i både ind- og udland. Opgaver til inventar-branchen har gennem flere år været et fokusområde. Desuden har Søstrøm en betydelig egenproduktion, bl.a. af de populære KRONE pejse.

BIGA interiør A/S: Udvikler og producerer køkken-, bad- og inventarløsninger af høj kvalitet og med vægt på individuelle løsninger, tilpasset den enkelte kunde. Desuden har virksomheden en stor produktion af underleverancer til inventarindustrien.

 

Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Christian G. Jensen, BIGA interiør A/S, tlf. 8751 5151, mobil 2968 6200.
Adm. direktør Brian Søstrøm, Søstrøm Interiør A/S, tlf. 8641 7522, mobil 2137 5508.




 

Pressemeddelelse: August 2011

Det velkendte kvalitetsmærke BIGA
vender tilbage til det danske køkkenmarked

 

Ud over køkkener producerer den nye virksomhed BIGA interiør i Hjorthede ved Bjerringbro også bad- og inventarløsninger.

 

Det velkendte kvalitetsmærke BIGA vender nu tilbage til det danske køkkenmarked. Under navnet BIGA interiør har en nystartet virksomhed etableret en produktion af såvel køkkener som bad- og inventarløsninger i de bygninger i Hjorthede ved Bjerringbro, hvor det ”gamle” BIGA tidligere havde produktion.

 

- Med høj kvalitet som varemærke tilbyder vi såvel standardløsninger som unikke løsninger,

der er 100 procent tilpasset den enkelte kundes behov. Det er vores klar mål at konkurrere på fleksibilitet og individuelle løsninger, siger BIGA interiørs adm. direktør Christian G. Jensen.

 

Tilbage hvor det hele begyndte
Det er snart 50 år siden, tømrermester Børge Jacobsen gik i gang med at producere køkkener under navnet BIGA. De første mange år foregik produktionen i Hjorthede, men virksomheden blev solgt til anden side, og efter en årrække blev produktionen flyttet til Aulum. Her gik virksomheden konkurs i 2010.


Med etableringen af BIGA interiør er køkken- og badproducenten altså nu tilbage, hvor det hele startede. BIGA-navnet er købt tilbage fra konkursboet, og Børge Jacobsen A/S har en væsentlig aktiepost i det nye selskab.


Såvel i produktionen som inden for virksomhedens salg og administration råder BIGA interiør over en række erfarne fagfolk, som i mange år har arbejdet i køkken- og inventarbranchen.

 

Erfarne og lokalkendte sælgere
BIGA interiør har pt. ingen planer om at etablere køkkenbutikker, som det ellers kendes i branchen. I  stedet er der indtil videre indrettet et mindre showroom i Hjorthede, hvor du kan møde foreløbig to sælgere, som begge har mange års erfaring fra køkkenbranchen.


Den ene er Per Jacobsen, Bjerringbro, som i godt 20 år var sælger af BIGAs produkter. Den anden er Søren Vindskov fra Thorsø, som kommer fra en anden lokal køkkenforretning. Herudover er der foreløbig ansat en enkelt sælger på Sjælland, John T. Larsen i Karise.


- Vores sælgere er godt kendt af mange i køkkenbranchen og vil derfor gøre brug af deres stærke  netværk, som de har opbygget gennem mange år. Men vi åbner også gerne vores døre for kunder, der vil se virksomheden. Vi lægger nemlig stor vægt på åbenhed, nærhed og troværdighed. Også i praksis, fastslår produktchef Lars Munkholm.


Yderligere oplysninger:
Adm. direktør Christian G. Jensen, BIGA interiør, tlf. 2968 6200 elller Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Produktchef Lars Munkholm, BIGA interiør, tlf. 2968 6201 eller Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.

 


Se BIGA Interiørs nye profilbrochure


 

Få inspiration til greb og fronter